Læs

Ungdommens Røde Kors får ny Vikings ambassadør

Ungdommens Røde Kors får ny Vikings ambassadør

Den 23 årige Alex Høgh Andersen fra Skælskør, som er kendt for den populære HBO serie ”Vikings” har indgået et ambassadørskab med Ungdommens Røde Kors.  Alex skal hjælpe med at sætte fokus på og udbrede kendskabet til organisationens arbejde for udsatte børn og unge.

Ambassadørskabet med Alex er en helt ny strategi for Ungdommes Røde Kors. Det er første gang de indgår et samarbejde med en kendt personlighed og det ser de flere fordele i.  For de første har den unge vikings-skuespiller en stor fanskare og tæller mere end 800.000 følgere alene på Instagram. Dermed når hans budskaber ud til rigtig mange mennesker – mennesker som Ungdommes Røde Kors normalt ikke ville nå ud til. De ser også en stor fordel i hans unge alder, da han connecter rigtig godt, med netop den målgruppe, som organisationen gerne vil nå ud til.

Derudover ser de det også som en fordel, at deres nye ambassadør kommer fra den lille havneby Skælskør. Ungdommes Røde Kors arbejder nemlig ikke kun i de store byer, men har mange lokale aktiviteter i de mindre byer rundt om i landet. Lige nu er de tilstede hele 113 steder i Danmark, samt flere steder i udlandet, eksempelvis Grønland, Østeuropa og Afrika.

Ungdommes Røde Kors fortæller, at Alex er iderig og har mange forslag til hvordan han kan hjælpe med at sætte fokus på de mange aktiviteter, der varetages af organisationens mange frivillige.

Alex selv, glædes også over det nye samarbejde og til at bruge sin position i den gode sags tjeneste. ”Jeg ville ikke have været i stand til at opnå de ting, jeg har, hvis ikke det var for mine altid støttende forældre. De kørte mig for eksempel med glæde fra lille Skælskør til København tur-retur fire-fem gange om ugen, for at jeg kunne gøre, hvad jeg elskede. Jeg har været ekstremt privilegeret. Det er desværre ikke alle børn og unge, der har den samme støtte eller er givet de samme muligheder, som jeg er. Derfor er det mig en kæmpe ære at kunne udnytte min platform til at hjælpe de børn og unge, der har brug for det. Jeg glæder mig helt afsindigt til at arbejde tæt sammen med Ungdommens Røde Kors, vi har en masse gode idéer og events i tankerne, og jeg ved, det bliver drøngodt” forklarer Alex Høgh Andersen

Kilde: Sn.dk


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG