Læs

“Plogging” får fremgang i Næstved

“Plogging” får fremgang i Næstved

De løber og samler skrald op samtidig. Fænomenet “plogging” er kommet til Danmark, og det hitter på de sociale medier.

Den mærkværdige, men miljøbevidste motionsform “plogging” startede i Sverige – heraf navnet ”plogging”, der stammer fra det svenske udtryk at ”plocka upp”, altså at samle op.

Mange løbeklubber rundt om i Danmark har taget trenden op, blandt andet en lille løbeklub i Næstved har taget initiativet til sig. Thomas Olsen fra Næstved-klubben, har udtalt følgende om fænomenet til TVØST;

“Det er dejligt at komme ud i naturen og løbe nogle ture. Tit når vi kommer omkring i skoven, ligger der noget affald. Man har jo godt af at bukke sig ned, så hvorfor ikke tage en pose med i hånden og samle det op, man finder?”

Løbeklubben bemærker også at det ikke er et normalt syn, at se en løber stoppe op og samle skrald op – det håber de på at kunne være med til at ændre. Dog er de enige om, at det er en personlig dobbeltgevinst at “plogge”.

“Det er spændende. Vi kan gøre en forskel ved at være med til at holde naturen ren. Det er et ansvar, vi alle sammen har”.

Fortæller Klaus Christian, en anden løber fra Næstved-klubben til TVØST.

Medstifter af Facebook-gruppen Trailskrald Kenneth Andersen, har oplevet populariteten omkring plogging stige. For fire år siden stiftede han Trailskrald, og idag har gruppen 2400 følgere. På gruppen deler aktive ploggere deres positive oplevelser med hinanden og inspirerer andre til at plogge.

“Vi oplevede, at der var meget skrald deromkring, hvor vi løb. Så i stedet for at lave nogle sure opstød og i stedet for at pege en finger ud mod folk, så pegede vi fire fingre mod os selv. Og så gør vi det til en form for sport i stedet for. For at gøre en forskel”.

Fortæller Kenneth Andersen til TVØST. Fænomenet har taget til på de sociale medier, eksempelvis Instagram. Her delere løbere over hele verden, det skrald de har samlet under hashtagget #plogging. Mange danske ploggere bruger også hashtagget #trailskrald.

Kilde: TVØST.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG