Læs

Rekord-indbyggertal og rekord-fart på hussalg

Rekord-indbyggertal og rekord-fart på hussalg

Den 1. januar 2018 kunne man opgøre kommunens vækst i folketal til 140 personer. Det giver i alt 78.968 borgere i kommunen. Det skriver sn.dk.

Siden Slagelse Kommune blev Slagelse Kommune tilbage i 2007 har indbyggertallet ikke været så højt som det er nu. Det er på trods af, at tallet faldt en smule i det sidste kvartal sidste år.

At tallet er steget i løbet af 2017 skyldes som sådan ikke tilflytninger af københavnere eller flere babyer født i kommunen.

Tilvæksten sker som følge af indvandring fra udlandet. Den udgør 253 personer. Derudover har der så været et “fødselsunderskud” på godt 100. Sådan lyder det fra Center for Økonomi.

Mindre stigning i lønindkomster

I notatet fra Center for Økonomi kan man også læse, at indkomsterne i Slagelse Kommune stiger mindre end i resten af landet.

Indkomsten per borger i Slagelse Kommune var i 2016 i gennemsnit 237.000 kroner. Det er en forskel på 16.000 kroner i forhold til landsgennemsnittet, der er på 253.000 kroner om året.

Større stigning i boligsalg

Boligsalget ligger på et rekordhøjt niveau i forhold til tidligere tider.

Salget af ejendomme er steget hvert år siden 2011. Faktisk skal vi helt tilbage til 2006/2007 for at finde et højere boligsalg end i 2017. I 2017 blev der således solgt lige omkring 500 boliger. Her var størstedelen af ejendommene parcelhuse og rækkehuse.

Også kvadratmeterprisen på parcelhuse er fra 2014 til 2017 steget med 19 procent i Slagelse Kommune.

 

Kilde: sn.dk.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG