Weekendsoverblik

Hotelnedrivning, ny hjemmeside, vinterbadning og Cepos-analysen har været nyheder i løbet af weekenden.

Hotelnedrivning er minus for turismen

I sidste uge kunne vi berette om, at der ligger planer for at rive Hotel Frederik d. II i Slagelse ned.

Nu siger direktør for VisitVestsjælland, Jens Müller, at nyheden om nedrivningsplanen er ærgerlig, fordi Slagelse mister noget kapacitet, hvilket kan ser som et minus for turismen. Det skriver sn.dk.

Planen om nedrivningen betyder konkret, at 72 værelser og en del konferencefaciliteter også forsvinder.

Jens Müller peger på, at Hotel Frederik d. II har haft samarbejde med Comwell-hotellerne i Sorø og Korsør, når der har været brug for overnatning i forbindelse med store arrangementer.

Ny hjemmeside til Skælskør

Skælskør Bykontors hjemmeside og Skælskør Erhvervsforenings hjemmeside Skønne Skælskør ‘fusionerer’. Det sker fordi begge hjemmesider trænger til en kærlig hånd. Det er i den forbindelse aftalt, at de slås sammen. Det kan formand for Skælskør Bykontor, Torsten Bo Jørgensen, fortælle til sn.dk.

Den nye fælles hjemmeside skal efter planen gå i luften den 1. april.

Vinterbaderfestival

Hele lørdagen stod i vinterbadningens tegn i Korsør. Det skete, da Storebælt Vinterbadere på Quistgårdsvej 6 afholdte vinterbaderfestival.

Her kunne alle komme forbi og hoppe i baljen. Det var et koldt gys, da temperaturen ovenvande lå på omkring frysepunktet. Den lette vind gjorde det ikke varmere. Vandet – til gengæld – var ‘helt oppe’ på fire-fem grader. Sådan skriver sn.dk.

Efter det kolde gys kunne vinterbaderne trække ind i en dejlig varm sauna, der også tilbyder saunagus.

Vinterbadning – og saunagus – er virkelig på vej frem. Storebælt Vinterbadere har firdoblet sit medlemsantal fra 40 til 160.

Dyhrs Skole er i top

Alle landets skole er endnu en gang blevet målt i Cepos-analysen. I toppen er Dyhrs Skole i Slagelse, der ligger nummer seks. De øvrige lokale skoler snupper placeringer langt nede i rækkerne.

For Dyhrs Skole er resultatet faktisk heller ikke helt tilfredsstillende, da de sidste år lå nummer tre. Skoleleder Karin Tellerup Have sagde dengang, at hun havde en vision om at blive nummer et.

Du kan læse mere om selve testen og alle kommunens resultater på sn.dks hjemmeside.

 

Kilde: sn.dk


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG