Weekendens overblik

Så blev det mandag igen, og det betyder et kort weekendoverblik.

Forsvarsforlig

Som en del af det nye forsvarsforlig bliver dykker- og teknikskolen flyttet til Korsør. Det skaber 60 nye arbejdspladser.

Det kan medlem af Forsvarsudvalget for Liberal Alliance Villum Christensen bekræfte til Sjællandske.

Forsvarsforliget fjerner dog også 20 arbejdspladser fra Antvorskov Kaserne i Slagelse.

Det nye seks-årige forsvarsforlig tilfører 12,8 milliarder kroner til Forsvaret frem mod 2023. Det er den første egentlige budgetforøgelse siden den kolde krig.

Bag forliget står Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale Venstre.

Forsvarsforliget tilfører blandt andet også 500 millioner kroner i en pulje til cybersikkerhed, og så skal der fremover være 500 flere værnepligtige.

Skolefodbold

For 45. gang var der i Skælskørhallen gang i fodboldspillet, da det tilbagevendende skolefodboldstævne løb af stablen i denne weekend.

Godt 600 elever fordelt på 100 hold fra 0.-9. klasse var med til stævnet, og spillede på hold med navne som Unicornes, Bubbi Bjørnene og Stjernekasterne.

Skolefodbold i Skælskør er et velset arrangement i byen. Her deltager elever fra både Skælskør Skole, Eggeslevmagle Skole, Lille Egede Friskole, Kirkeskovsskolen og Boeslunde Skole.

Endnu mere skolefodbold

Også i Slagelse gik det løs på skolefodboldfronten, da SparNord Skolefodbold 2018 blev afholdt i Antvorskovhallen. Fra klokken 8.30-17.45 tørnede 53 hold sammen, og sikrede en succesoplevelse for eleverne.

Her kiggede Brøndby IF blandt andet forbi med en løbebane og konkurrencer. Burger King var også forbi med konkurrencer, ligesom der også på Facebook kørte en konkurrence, hvor en elev vandt 1000 flødeboller.

Den store opbakning til skolefodboldstævnet sikrer, at der efter alt at dømme kommer en 2019-udgave.

Stor ros til Slagelse Kommunes uddannelsessamarbejde

Afdelingschef Knud Skadborg fra Team Danmark gæstede forleden det store arrangement omkring eliteidrætten hos Harboe-bryggeriet. Her lagde Knud Skadborg ikke skjul på, at man hos Team Danmark er imponeret over Slagelses tilgang til uddannelser og elitesport.

At være i så tæt og nært samarbejde på tværs af uddannelsessteder og hele foreningslivet kalder gymnasierektor, Lotte Büchert, ‘Slagelse-modellen’.

Knud Skadborg sagde, at eksempelvis det ganske særlige uddannelsessamarbejde i Slagelse er noget, som hele Danmark kan lære af.

Sørby Esport modtager 150.000 kroner

Vi bliver fortsat i sportsverdenen. Slagelse Kommune satser på computerspil på professionelt niveau, og giver således 150.000 kroner til Sørby Esport. Formålet er, at foreningen skal markedsføre kommunen som en attraktiv eliteidrætskommune.

Vi ser meget frem til at følge foreningens udvikling, ikke mindst fordi esporten virkelig udvikler sig i disse år og opfattes af mange som moderne, fremadrettet og nytænkende. Den opfattelse kan være med til at brande Slagelse som fremtidens kommune, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Stén Knuth (V), i en pressemeddelelse.

Læs mere på TV ØST.

 

Kilder: TV ØST og SN.dk.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG