Det kribler med lopper i Slagelse

På Kinavej 5 i Slagelse er der flere ord, en særlig dato og et tal, der går igen for tiden. Bæredygtighed, beliggenhed, passion, forældre og børn er nogle af ordene. De bliver suppleret med tallet 277 og datoen 10. februar 2018. Ordene, tallet og datoen udgør samlet Børneloppen.

Der er liv, glade og travle dage i de – indtil videre – tomme lokaler på Kinavej 5 i Slagelse. Om præcis 18 dage vil lokalerne være fyldt til randen med forventningsfulde forældre, der er på udkig efter en god handel. Med 277 reoler fyldt til bristepunktet med alt til babyen og barnet, skulle en god handel være tæt på en garanti, når Børneloppen Slagelse slår dørene op.

Men indtil da har Trine Dyrlund, indehaver af Børneloppen Slagelse travlt!

Trine skal have forberedt det 644 kvm. store lokale til den store åbning den 10. februar. Det indebærer blandt andet opstilling og maling af de 277 reoler, maling af gulve og bestilling af alarmsystem og -brikker. Der skal også laves et stort legerum med tilhørende mulighed for at give baby en flaske og skifte en ble.

Og så skal Trine naturligvis ikke stå alene i Børneloppen, så hun skal også have gang i ansættelsessamtaler og oplæring af personale. Det er dog ikke nogen hindring for Trine, der er mor til to, en på 9 år og en på 12 år.

Det er en udfordring, men jeg synes, udfordringer er sjove. Så det er bare super spændende! Børneloppen er allerede blevet en del af familien og mit andet hjem, men mine børn synes heldigvis også om at være her, og hjælpe til.

Sådan lyder det fra Børneloppen Slagelses indehaver, der tidligere har prøvet livet som selvstændig inden for butiksområdet.

Børneloppekonceptet

Børneloppen er for alle ikke helt ukendt. Tilbage i 2016 åbnede Danmarks første Børneloppen i Valby.

Konceptet er ganske enkelt. Børneloppen er et såkaldt ‘loppesupermarked’ for børnefamilier. Her kan du leje en stand og sælge dine ting til andre børnefamilier. Omvendt kan du også besøge Børneloppen og købe børneting, som andre ikke længere har brug for.

Idékvinderne bag er Sofie Brandt og Johanna Kiel Nielsen, der altså nu har valgt at udvide familien med et ekstra medlem i form af Trine, der således er franchisetager af Børneloppen.

Trine har været i ‘praktik’ hele december måned i Valby, hvor hun er blevet introduceret til systemerne, måden at markedsføre på og retningslinjerne for Børneloppen. Så for Johanna og Sofie var der slet ingen tvivl om, at det skulle være Trine, der blev den første franchisetager af Børneloppekonceptet.

Det er vigtigt for os, at vi har fundet en, der kan give Børneloppen Slagelse liv og sjæl, og sørge for at kundeoplevelsen altid er i top. Når du kommer ind i Børneloppen skal du føle dig velkommen. Og det er vi trygge ved, at Trine vil sørge for.

Sådan lyder det fra Johanna, der i dagens anledning er i Slagelse for at dele ud af sin viden fra Børneloppen i Valby. Fremover vil både Johanna og Sofie stå til rådighed som sparringspartnere, så Trine får det bedste afsæt.

Bæredygtighed og beliggenhed

Både Trine, Johanna og Sofie har en forkærlighed for princippet i at købe tingene brugt. Børneloppen er dermed også et forsøg på at gøre op med den køb-og-smid-væk mentalitet, der lidt hersker i samfundet.

Vi ved, at der er mange forældre og bedsteforældre, der ligger inde med en masse børneting, der ikke fejler noget. Derfor vil vi opfordre alle til at få solgt ud af gemmerne. Det handler også om at træffe et miljøvenligt valg ved at genbruge – og så er der altid besparelser at hente.

Til det tilføjer Johanna, at det fede ved konceptet også er, at de varer, der for nogle købere virker meget dyre, er for andre købere billige. Med andre ord, vil der altid være noget til et hvert prisleje og til enhver smag. Så er det jo også værd at have in mente, at varesortimentet ofte skifter i Børneloppen, kommer det fra både Trine og Johanna.

Der er vist ingen tvivl om, at Børneloppen har ramt den helt rigtige niche, og at det er passionen for bæredygtighed, genbrug og børnefamilier fra de, nu, tre kvinder, der driver værket.

Derudover – med beliggenheden på Kinavej 5, tæt ved motorvejen – er de også helt sikre på, at børnefamilierne i Slagelse og opland vil komme på visit i Børneloppen. De forsikrer også kommende besøgende, at der vil være rigeligt med parkeringspladser.

Åbningsfest

Der er slet ingen tvivl om, at Trine Dyrlund glæder sig til, at Børneloppen åbner den 10. februar klokken 10.

Der bliver ikke sparet på noget, så der vil blandt andet være hoppeborg og en masse andre tiltag i løbet af åbningsdagen. Trine opfordrer derfor til at holde øje med Børneloppens Facebookside.

Og med de 277 stande bliver Børneloppen Slagelse således også den største af slagsen i Danmark.

www.boerneloppen.dk kan du læse meget mere og booke en stand til åbningsfesten – men Trine melder snart alt udsolgt, så du skal ikke vente for længe, kommer det fra hende.

(Og ellers kan du jo også deltage i vores konkurrence på Facebook som løber frem til den 1. februar 2018 klokken 00:00).

Mulighed for at tiltrække flere butikker

At Børneloppen åbner på Kinavej falder i god tråd med kommunens planer om et såkaldt Megacenter ved området Kinavej/Japanvej.

Kommunen arbejder på, at der skal være mulighed for at tiltrække flere butikker i stil med Elgiganten, Jysk og ToysRus. Af nye butiksmuligheder kunne fx være Power eller lignende butikker.

Der er dog et problem for kommunen, da en del af ‘Slagelse Megacenter’ ligger langs med omfartsvejen. Disse grunde kan kun bruges til særligt pladskrævende varegrupper, fx byggemarkeder, bilforhandlere og lignende.

Det vil vi gerne ændre på. Vi vil gerne kunne tilbyde grunde til en bredere vifte af butikstyper. Derfor handler den nye planlægning om at udpege hele Slagelse Megacenter til almindelige butiksformål (udvalgvarebutikker), siger afdelingsleder Darrin Bayliss fra kommunens planafdeling.

Området omkring Kinavej/Japanvej skal derfor udpeges som centerområde og såkaldt aflastningsområde (storbutikområde) for bymidten. Det mangler der fortsat en endelig vedtagelse på.

Udvidelsen vil give mulighed for, at der i området kan bygges yderligere 34.000 kvadratmeter etageareal til udvalgsvarebutikker.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG