Læs

Brandvæsnet: Hjælp til at undgå fremtidige angreb...

Brandvæsnet: Hjælp til at undgå fremtidige angreb

I kølvandet af de mindst 20 dokumenterede angreb på brandvæsnet under redningsindsater nytårsaften beder Beredskabet nu om politisk handling.

De tre største aktører inden for dansk beredskab har sendt et åbent brev til tre ministre og politikere i tre folketingsudvalg, hvor de beder om hjælp til at undgå fremtidige angreb. De tre afsendere er Danske Beredskaber, Falck og Beredskabsforbundet, der også organiserer de mange frivillige, der er aktive i beredskabet.

Brandvæsnet blev blandt andet angrebet på Kierulffsvej i Ringparken i Slagelse nytårsaften.

Det var meget frustrerende oplevelser nytårsaften og nytårsnat. Normalt bliver vi jo modtaget med åbne arme, og folk er glade for den hjælp, vi giver, siger Jarl Vagn Hansen, der formand for Danske Beredskaber.

Selv kommer aktørerne med et konkret forslag, der kan hjælpe i den rigtige retning.

Brandkadetter i Danmark

De peger på, at projektet “Brandkadetter i Danmark”, der har vist sig uhyre effektivt kan være en løsning. Projektet inddrager udsatte unge i mere konstruktive fællesskaber, men finansieringen er ophørt.

De tre afsendere af opråbet er klar over, det ikke bliver løst over natten.

Det kommer til at kræve fælles indsats fra mange involverede. Men vi mener vi kan bidrage med noget af løsningen, for vi har faktisk gode erfaringer fra de steder, hvor vores projekt Brandkadetter i Danmark har kørt, fortsætter Jarl Vagn Hansen.

Landchef for Beredskabsforbundet, Niels Bonde Jensen fortæller endvidere, at for hver krone, der investeres i brandkadetter eller unge i beredskabet, får samfundet syv kroner tilbage over en femårs periode.

Mangler finansiering

Nu er Brandkadetternes finansiering dog ophørt, og de tre parters budgetter er ikke udstyret til at fortsætte indsatsen på egen økonomiske hånd.

“Brandkadetter i Danmark” er støttet af TrygFonden og VELUX FONDEN, hvor de tilbyder en brandkadetuddannelse til børn og unge i alderen 10-18 år.

Formålet er at give særligt unge med udfordringer fornyet tro på sig selv gennem succesoplevelser, nye konstruktive fællesskaber og beredskabsfaglige kompetencer samt kontakt til positive rollemodeller.

Der er brandkadetkorps i 12 kommuner. Projektet har ved udgangen af 2017 uddannet 576 brandkadetter over hele landet.

Slagelse Kommune: “Firebirds”

I Slagelse Kommune er der ikke deciderede brandkadetkorps, men Rosenkildegården på Rosenkildevej i Slagelse, der er et værested for børn og unge, har et brandkadetlignende projektet; “Firebirds”. Det er et samarbejde, der afvikles med Slagelse Brand og Redning, og er for børn og unge i alderen 10-16 år.

Firebirds er en del af “Strategisk samarbejdsaftale om boligsocial indsats” mellem Fællesorganisationens Boligforening (FOB), Slagelse Boligselskab, Slagelse almennyttige Boligselskab, Bolig Korsør, Skælskør Boligselskab og Slagelse Kommune.

 

Kilde: slagelse.info


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG