Læs

Hjertestarter til politistationen i Slagelse

Hjertestarter til politistationen i Slagelse

Hurtig hjælp er forskellen på liv og død, når et hjertestop indtræffer. Derfor har de ansatte på politistationen i Slagelse taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op ved politistationen.

Hjertestarteren, der hænger udendørs til venstre for hovedindgangen er tilgængelig hele døgnet.

Hjertestarteren kan blive forskel på liv og død for de ca. 4000 personer, der får hjertestop om året. Kun godt 13 procent af disse personer overlever. Hvert minut tæller i en situation med hjertestop, og den mest effektive behandling er elektrisk stød til hjertet.

Derfor har de ansatte på politistationen i Slagelse søgt om og netop modtaget en hjertestarter fra TrygFonden, og med hjertestarteren fulgte et kursus, hvor udvalgte ansatte blev uddannet i livreddende førstehjælp, og i hvordan man bruger hjertestarteren. Det skriver SN.dk.

Det er endnu i få tilfælde, at vidner anvender en hjertestarter. Når man ringer 1-1-2, bliver man guidet igennem, hvordan man bruger hjertestarteren, så man skal ikke være nervøs for at tage den i brug. Hjertestarteren giver kun stød, hvis der er hjertestop, så man kan aldrig komme til at skade personen, der er faldet om, og det er vigtigt at huske på, siger Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser.

Når hjertestarteren tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren.Hjertestarteren kan ikke betjenes forkert, og man må derfor aldrig tøve med at tage den i brug. Det er altid bedre at gøre noget end at forholde sig passivt, selvom det er en uvant situation, man pludselig befinder sig i.

Du kan se, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret på www.hjertestarter.dk, eller via applikationen ‘TrygFonden Hjertestart’, som kan downloades gratis til iPhone, Windows og Android.

På www.hjertestarter.dk kan du også læse meget mere om, hvordan du skal håndtere et hjertestop.

 

Foto: Trygfonden
Kilde: SN.dk.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG