Gamle vaner vinder over nye beslutninger

Når GAMLE VANER vinder over NYE BESLUTNINGER

Vi er nu nået til det tidspunkt i januar måned, hvor 95% af dem, der satte nytårsforsætter er tilbage i gamle vaner. Det er her hvor det festlige nytårsfyrværkeri ofte ender som en halvfesen raket. Kender du det?

Er du én af dem, der lader dine nye beslutninger blive slået ud af dine gamle vaner? – fordi det er svært at gøre noget andet, nu hvor hverdagen igen har meldt sin ankomst for alvor.

Bare rolig – der er stadig håb. Også for dig! 🙂

Det kræver øvelse. Øvelse, øvelse og atter øvelse. Og det er muligt.
For dét, vi øver – dét bliver vi gode til. Rigtig gode til.

Det kræver måske lidt viden om vaner. Vaner er en sjov størrelse. For på den ene side, så hjælper vanerne os med at spare energi og med at tage beslutninger (ofte ubevidste) – vanerne driver os. Og på den anden side, så fastholder vanerne os i uhensigtsmæssige mønstre og ud fra den betragtning, er vanerne også med til at dræne os for energi.

Vær uambitiøs med dine vaner

Det er de uhensigtsmæssige vaner, vi med fordel kan ændre – og gøre noget andet i stedet for. Når du skal gøre noget andet; noget nyt – så er det helt klart nemmere for kroppen at bygge en ny vane ovenpå en eksisterende vane. Lad mig komme med et eksempel:

  • Hvis du f.eks. gerne vil blive bedre til at drikke vand (fordi du måske drikker mere kaffe end du drikker vand) – så tag et glas vand hver gang du drikker en kop kaffe.
  • Hvis du f.eks. vil være bedre til at holde en pause – så sæt dig på toilettet (når du alligevel er derude) og tag 5 dybe vejrtrækninger og giv dig selv en mental pause (uanset om det er på jobbet eller derhjemme)

På denne måde, skal du ikke til at opfinde en ny vej at gå; en ny sti i din hjerne. På denne måde kan du gå ad den samme sti, men udvide turen en smule. Og du kan udvide den i et tilpas tempo, så du selv kan følge med. På denne måde får du skabt optimale betingelser for at få succes med din nye beslutning.

Første skridt er det vigtigste

Det første skridt er altid det sværeste, men det er samtidig det vigtigste – for så er du i gang. Ofte får vi aldrig taget det første skridt, så bliver det bare ved snakken. Så forbliver drømmen en drøm eller et ønske om, at det skulle være anderledes.

Måske skal du stille skarpt på, om det virkelig er noget du VIL; sådan VIRKELIG VIL. Altså din nye beslutning – vil du det virkelig? Vores påstand er, at når du vil det tilstrækkeligt…..når du kan se fordelene ved at gøre det – og de samtidig overstiger de negative konsekvenser ved ikke at gøre det. Så er der markant større sandsynlighed for, at det lykkes for dig.

Prioritering

Samtidig har vi mennesker en tendens til, at tro at vi kan skabe den helt store revolution. Så nu skal jeg både holde op med at spise slik, være mere nærværende overfor mine børn, dyrke mere motion, arbejde mindre (eller mere), tabe 5 kg…….osv. osv. Men gør dig selv en tjeneste. Vælg én ting, som er vigtigst for dig lige nu. Én ting, som giver mening og værdi i dit liv.

Og så er der kun tilbage at sige: sæt i gang!! For det bliver ikke bedre, før du bliver bedre. Og mon ikke du også godt kunne tænke dig, at kunne klappe dig selv på skulderen, når 2018 rinder ud – og kunne sige, at du gjorde det!

At din nye beslutning vandt. Din nye beslutning blev til virkelighed og vandt dermed over den gamle uhensigtsmæssig vane, som egentlig kun var til besvær 😉

Kort opsummering

Når du vil skabe de mest optimale betingelser for at lykkes med din vaneændring er her et kort, men virkningsfuldt udgangspunkt (så kan vi en anden gang komme ind på, hvordan du yderligere kan støtte dig selv i selve processen 🙂 )

  • Prioritér én ting, som giver mening og værdi for dig
  • Vær uambitiøs med din vaneændring – byg en vane på en eksisterende vane
  • Øvelse gør mester – dét vi øver, bliver vi gode til.
  • Du har ansvaret for, at det lykkes – for det bliver ikke bedre, før du bliver bedre 🙂

Vi kan ikke nå alt, men vi kan nå det vigtigste 🙂


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG