Byforskønnelse på Løvegade

Den gamle Sericol-bygning på Løvegade 67 er snart historie. Heldigvis vil mange mene. Det skriver SN.dk.

Inden for de næste måneder vil grunden med den faldefærdige Sericol-bygning efter alt at dømme være rømmet.

Der er set lastbiler på grunden, hvorfor det antydes, at nedrivningen begynder inden for kort tid. Det er således bekræftet af folk på grunden, som Sjællandske mandag formiddag har været i kontakt med.

Det glæder både borgere og politikere.

Det bliver rigtig godt snart at få det væk, siger Knud Vincents (V), formand og erhvervs- og turismeudvalget, som tidligere her i avisen har udtrykt, at Sericol-bygningerne siden lukningen for godt 15 år siden har skæmmet Løvegade.

Ejeren af bygningerne betaler for nedrivningen, mens det er entreprenørfirmet Barslund, der står for selve nedrivningen.

Således ser det ud til, at aftalen om, at grunden er ryddet inden foråret, alligevel overholdes. Sidste år lød påbuddet i hvert fald fra Slagelse Kommune, efter en række påbud som ejeren ikke overholdte, at grunden skulle være ryddet inden foråret.

Det skyldtes blandt andet sikkerhedsforanstaltninger, da der har været fare for at komme til skade, hvis sagesløse gik ind på grunden.

Løvegade ApS, der ifølge tingbogen står for grunden, har endvidere tilladelse til at større byggeprojekt.

De forfaldne bygninger skulle derfor efter planen gerne ryddes, og grunden udnyttes til 15 lejligheder, 26 rækkehuse og 20 studieboliger.

 

Kilde: SN.dk.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG