Åbent hus på gymnasier

Inden længe skal blandt andet folkeskole- og efterskoleelever til at tænke på uddannelsesvalg. Derfor holder Slagelse Gymnasium og ZBC Slagelse åbent hus mandag den 22. januar og på Høng Gymnasium vil der være åbent hus den 24. januar.

Potentielt kommende gymnasieelever kan altså tage deres forældre under armen og besøge de gymnasiale ungdomsuddannelser i Slagelse den 22. januar. Det er både ZBC Slagelse (HHX og HTX) og Slagelse Gymnasium (STX og HF), der holder åbent hus, der foregår fra klokken 17 til 21.

To timer hvert sted

Til åbent hus kan forældre og kommende elever blive klogere på studieretninger, fagpakker, opleve studiemiljøet og se skolerne indefra.

Aftenen forløber sig således, at de første to timer fra klokken 17-19 er på ZBC Slagelse, Willemoesvej 4. Her kan man høre mere om de forskellige studieretninger på det merkantile gymnasium HHX og det tekniske gymnasium HTX.

Aftenen slutter efterfølgende af på Slagelse Gymnasium, Willemoesvej 2, hvor man fra klokken 19-21 kan høre mere om de forskellige studieretninger på STX og de forskellige fagpakker på HF.

I øvrigt kan man læse mere om skolerne på: www.sceu.dk/gymnasier-generelt og www.slagelse-gym.dk.

Høng Gymnasium og HF om onsdagen

Ligesom i Slagelse holder Høng Gymnasium også åbent hus. Det er planlagt til onsdag 24. januar fra kl. 19, og her vil de unge (og deres forældre) kunne høre nyt om mulighederne med stx (otte studieretninger) og hf, også med flere retninger.

 

Kilde: SN.dk.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG