Bliv røgfri

60 % af de, der ryger, ønsker at stoppe. Er du en af dem?

Hvad enten det er et nytårsfortsæt eller et et ønske, som har stået på over længere tid, så er hjælpen nær, hvis du ønsker at kvitte cigaretterne.

Sandsynligheden for et succesfyldt rygestop er fem gange større, hvis du er motiveret og får hjælp gennem rådgivning.

Der findes diverse individuelle rygestopforløb i samarbejde med apotekerne, men nu starter Slagelse Kommune også et nyt tilbud, hvor deltagelse foregår i gruppeforløb.

Slagelse Kommunes rygestopkurser starter fra uge 3, og her kan du få tilskud til rygestopmedicin og nikotinprodukter.

På et rygestopkursus mødes man sammen med andre, der gerne vil være røgfrie, og det giver god mulighed for, at man kan støtte hinanden og dele erfaringer undervejs. Det vil være en uddannet rygestopinstruktør, som giver værktøjerne til at komme godt igennem rygestoppet. Det er gratis at deltage i gruppeforløbet, og som deltager får du også tilskud til rygestopmedicin og nikotinprodukter, siger leder af sundhedstilbud Therese Gjerde Jensen.

Gruppeforløb på seks møder

Et gruppeforløb består af seks møder i Langes Gård 12, 2. tv. De første fem møder er én gang ugentligt, og derudover er der et opfølgningsmøde ca. 3 uger efter. Hvis man vil høre mere om kurset eller tilmelde sig, så kontakt sundhedstilbud:

Mulighed for individuel rygestoprådgivning

Er man ikke interesseret i at deltage på et kursus, så er der også mulighed for individuel rygestoprådgivning. Her får man cirka fem samtaler med en rygestoprådgiver på et af apotekerne i kommunen.

– Det er aldrig for sent at blive røgfri. Den allervigtigste grund til at blive røgfri er, at man får det bedre. Samtidig så kan et rygestop være med til at give flere og bedre leveår. Vi ved, at det kan være en udfordring at blive røgfri, og det er helt normalt at have flere stopforsøg, før det lykkes at blive røgfri. Derfor håber vi, at mange vil gribe muligheden for at få støtte og vejledning til at blive røgfri f.eks. gennem et rygestopkursus eller individuel rygestoprådgivning, siger livstilskonsulent Anja Pedersen.

Ud over Slagelse Kommunes og apotekernes rygestoptilbud så tilbyder mange praktiserende læger også individuel rådgivning om rygestop.


KOMMENTARER ER IKKE TILGÆNGELIG PÅ DETTE INDLÆG