Nyt gasrør på Sjælland

Et kæmpe gasrør skal graves ned på Sjælland – men hvor?

Hvis billigere gas er sød musik i dine ører, så fortsæt endelig læsningen.

Tanken bag det større gasrørsprojekt, Baltic Pipe, er nemlig billig gas, og større sikkerhed for, at gassen ikke pludselig forsvinder. Det muliggøres, fordi Baltic Pipe giver adgang til flere forsyningskilder.

Gasrørsledningen, der strækker sig over cirka 6-800 kilometer, er planlagt til at være klar til drift i 2022. Den vil have en kapacitet på op til 10 milliarder kubikmeter om året. Til sammenligning er det samlede danske gasforbrug på 2,5 milliarder kubikmeter i 2016.

Den fremtidige kompressorstation skal placeres på Sydøstsjælland, men ellers er den endelige linjeføring endnu ikke fastlagt. Derfor inviterer Energistyrelsen og Energinet til informationsmøder i hele landet, herunder i Sørbymagle i Slagelse og i Arena Næstved. Her kan borgere, interesseorganisationer mv. komme med idéer og forslag til de forestående miljøvurderinger.

Informationsmøderne er arrangeret som Åbent Hus-arrangementer, hvor medarbejdere fra Energinet vil være til stede for at tage imod spørgsmål og input.

Informationsmøder om Baltic Pipe på Sjælland

  • Den 8. januar 2018 kl. 15.00-20.00 i Sørbyhallen i “Siffen”, Kirkerupvej 16, Sørbymagle, 4200 Slagelse.
  • Den 11. januar 2018 kl. 15.00-20.00 i Arena Næstved, Ved Stadion 11, 4700 Næstved.

Derudover opfordrer Energistyrelsen alle med interesse i projektet til at kontakte Energistyrelsen med input pr. brev eller mail senest den 22. januar 2018:

  • Email: mst@mst.dk
    eller til 
  • Adressen: Miljøstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø,
    mærket “Baltic Pipe”.

 

Kilde: Energinet og Energistyrelsen