Læs

Drabssigtet 53-årig smidt ud af forsorgshjem for v...

Drabssigtet 53-årig smidt ud af forsorgshjem for vold

For en uge siden blev 32-årige Morten Skou fra Korsør slået ihjel på værelse 37 på vandrehjemmet, Svenstrupgaard i Svenstrup ved Korsør. Nu har udlejer og administrator på vandrehjemmet, Lis Rosenfelt Ottosen, nye oplysning om den drabssigtede 53-årige.

Lis Rosenfelt Ottosen har talt med flere af vandrehjemmets lejere, der oplevede drabet på nærmeste hold den sene onsdag eftermiddag, hvor Morten blev dræbt. Selv har hun måtte søge læge, fordi hun efter hændelsen ikke kan sove om natten, det skriver Sjællandske.

Flere samtaler med den sigtede

Den 53-årige drabssigtede kom fra forsorgshjemmet Toften i Slagelse. Her blev han ifølge Lis Rosenfelt Ottosen smidt ud, fordi han var voldelig over for de andre beboere.

Hun opfattede den 53-årige som meget bestemmende, men hun havde også samtaler om praktiske ting med ham på det værelse, der i dag er gerningsstedet for drabet – og de foregik på et stille og roligt niveau.

Han viste mig også billeder af sine børn. Blandt andet en sød lille lyshåret pige. Da jeg spurgte ham, hvor mange børn, han havde, var hans svar, at det vidste han egentlig ikke, siger Lis Rosenfelt Ottosen.

Hun oplyser også, at andre beboere advarede Morten Skou om at gå tilbage til værelse 37, hvor den 53-årige boede. Desværre forgæves.

Dødsårsagen er uklar

Det er fortsat uklart, hvordan Morten Skou blev dræbt.

– Vi er endnu ikke færdige med de retsmedicinske undersøgelser. Det kan godt vare en uge endnu, siger efterforskningsleder og vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Ravn-Nielsen, til Sjællandske.

 

Kilde: TV2 ØST