Læs

Dagbog fra en gravid #1

Dagbog fra en gravid #1

Jeg gider ikke høre mere om den perfekt uperfekte mor. Jeg gider ikke flere Nynner, Bridgets og Julia’er. Jeg har simpelthen fået nok af deres kaffepletter, deres ”overvægt og løse hud” og deres frigørelse fra barselsboblen og tilbagevenden til eget liv (alle i medieverdenen, selvfølgelig!), som stærke, uperfekt perfekte moderfigurer, der hviler i deres strækmærker og blødere bryster. For det er der sgu da ingen der gør. Bliver sig selv, altså.

Man har vel en form for kerne, som er den samme igennem hele livet. Den stemme, man kan høre i hovedet. Men jeg bliver aldrig, aldrig, aldrig den samme som før jeg blev mor. Hun eksisterer ikke. Hun co-eksisterer ikke engang. Den del af min personlighed, som er en kvinde-midt-i-tyverne er nu den samme som mor-delen. Jeg har ikke længere separate dele, som jeg kan tænde og slukke for, som det behager mig.

Jeg har Sarah, som snart er mor til to børn (ét udenfor maven, ét inde i maven). Jeg har en uddannelse som lærer, men ingen karriere. Jeg har ikke engang et job. Jeg har allerede, som 25-årig, været igennem min første langtidssygemelding pga. stress. Jeg har masser af drømme, men ikke nogen idé om hvordan jeg skal udleve dem.

Jeg er i heteroseksuelt, monogamt forhold, som kører på 10. År. Med andre ord: jeg er fuldstændig gennemsnitlig, kedelig og provinsiel og almindelig. Og jeg har absolut ingen forbilleder. Ingen at vende mig imod i medierne, der kan tale min sag eller som jeg kan relatere til. For alle prøver at være så unikke og Instagram-korrekte at man fristes til at småbrække sig i en Kählervase i ren og skær protest.

Det værste er jo, at jeg fandeme gør det selv. Altså prøver på at opnå dét dér ”perfekt” og jeg tilføjer lystigt filtre til alle mine billeder uden skam eller skyld og udelader alt grimt og irriterende, hvilket i sig selv er komisk, for alt roder og er ustruktureret og ikke særlig pastel.

Så hvis du er:
a)    En mor, der gerne vil høre om en anden mor, som heller ikke fatter en hujende hattefis af hvad hun laver, men gør sit bedste
b)    Carrie-typen, som gerne vil vide hvordan livet i provinsen med hængebryster er
c)    Antroprolog, der prøver at kortlægge de gamle dyders tilbagetog (for de kommer, folkens!) så følg endelig med.